EN DAG I LIVET MED RASMUS GULDHAMMER

EN DAG I LIVET MED RASMUS GULDHAMMER
TEAM VELOCONCEPT

Tekst & Fotografi: Jesper Grundahl

Det er en brutal kold morgen denne fredag i Vejle. Kong Vinter har holdt sig tilbage, men efter stormen Urd mente han åbenbart det var hans tur. Vi har begivet os til centrum af Vejle for at mødes med Team Veloconcept rytter RASMUS GULDHAMMER, som under Bjarne Riis’ vinger gør sig klar til den kommende 2017 sæson i ekstreme kuldegrader på -9 grader Celsius.
Bjarne Riis har tidligere udtalt omkring begrebet “komfort”, at “…..i professionel cykelsport findes der ikke noget der hedder komfort”, og hvis man skal gå efter dagens vejr, så har holdejer Hr. Riis ramt det lige på kornet. 

Vi møder Rasmus udenfor hans lokale træningsrum på Kirketorvet i centrum af Vejle. I et varmt kælderrum, begravet dybt under en frisørsalon og en modebutik, træner Rasmus på ruller, når kulden bliver for hård eller når han skal tage nogle hårde træningstræk uden at være på landevejen. Varmerørene i kælderen buldre afsted, så der er rig mulighed for at tabe sig i varmen, men oppe på Kirketorvet slår kuldegraderne dig hårdt i den isende vind. Centrum af Vejle virker forladt denne morgen, og det er herfra, i blandt Skt. Nicolai Kirke’s svulmende kristendom og en morgensol, som syntes sendt af Gud selv, at Rasmus Guldhammer’s verden går. Rullende over hårde brosten. Ud til træning. Hver dag og derfra videre ud i verden med Bjarne Riis’s nye Pro Continental hold Team Veloconcept.

Rasmus er langsomt ved at vende sig til strømmen af nyt udstyr, som følger i kølvandet på det nye hold og Riis’ navn. En skinnende ny, forkromet computer skal holde tjek på de tekniske data, som i den kommende sæson vil danne grund for den videre udvikling af Rasmus. Klædt på fra top til tå i tøj fra Marcello Bergamo’s nye 77MB vinter kollektion er der ingen fare for, at han går ned på stil eller varme, når han først kommer i gang, så vi afslutter hurtigt denne morgens dækspark på den gamle cykel og lader ham rulle afsted.

Hvor enhver anden motionist måske ville vælge at varme op de første 10 kilometer begiver Rasmus sig, efter et hurtigt trip via Vejle havn, direkte op af Danmarks stejleste stigning - Kiddesvej. To gange. Rasmus er kendt for at have den hurtigste tid på Kiddesvej, så det er næppe nogen overraskelse, at den nye forkromede træningslogger omgående bliver tjekket på toppen ved siden af den kendte mølle. Stilheden på Kiddesvej er rungende denne morgen, men til September under PostNord Danmark Rundt vil vejen være et sydende hav af cykelfans, som råbende hepper på deres lokale helte.

Vi begiver os langs Vejle Fjord, som denne morgen er fanget i et jerngreb af is fra Kong Vinter. De smukke nuancer af frossent fjordvand får os et øjeblik til at glemme hvor vi befinder os, men vinden som næsten tager vejret fra én, bringer os hurtigt tilbage til realiteterne.

Rasmus Guldhammer giver den gas langs den smukke vej langs fjorden. Her på en øde landevej i skyggen af nøgne træer og gløden af den stadig stigende sol, graver man dybere i sig selv, og finder venskab med stilheden imens håbet om sejre i den kommende sæson spires kilometer for kilometer.

Cykelsporten fylder alt i Rasmus liv. De daglige træninger er en fast del af programmet, og hvis de ikke foregår på landevejen, så foregår de i det lokale træningscenter, hvor temperaturen heldigvis er væsentlig højere end på Munkebjergvej. Men i Rasmus’ liv findes der også andre vigtige ting. Det kommende bryllup med hans forlovede er under planlægning, og der skal tages stilling til tøj, mad og musik. Krig og kærlighed er altid en hårfin balanceakt, og selvom ordsproget siger at alle kneb gælder, så er der alligevel ingen kære mor om, at kunne holde bryllup i midten af en cykelsæson.
Brylluppet er derfor planlagt til oktober når sæsonen slutter.

Munkebjerg viser sig fra sin smukkeste side denne morgen. På toppen, imellem trætoppene skimter man Vejle i horisonten, og vores lokale guide giver os besked på, at han gerne vil tage stigningen en ekstra gang, hvis vi ikke har fået de billeder vi ønsker. Dette indrammer fint rytteren Rasmus Guldhammer. En venlig, pligtopfyldende rytter, med et imødekommende sind uden smart-ass attitude, som i sit førstehåndsindtryk gør, at man et øjeblik sidder og tænker på, hvad man nu skal købe til cykelrytteren og hans forlovet som gave til deres bryllup. 

Nå, måske ikke, men det er jo tanken som tæller her i frosten.

Rasmus standser efter et hurtigt interval. Solen varmer ham og vinrankerne, som nøgne står i den frosne jord og håber på at foråret snart vil komme. Rasmus tænker sikkert også på foråret. Forude ligger en træningslejr med resten af Team Veloconcept og Riis/Skelde ved roret på Mallorca, og derefter rammer alvoren for alvor, hvor sæsonen for det nye Pro Continental hold går i gang med en fuld action-pakket kalender.

Rasmus Guldhammer’s liv på landevejen har spændende horisonter. Bag ham ligger livet på Team Cult Energy, og et tidligere bekendtskab med HTC-High Road og Team Tinkoff-Saxo.
Den tidligere U23 Liége-Bastogne-Liége vinder har ambitionerne samt troen på, at fremtiden hos Team Veloconcept tegner lys sammen med sine nye holdkammerater, og den nye ekstra dimension af kvindelige kollegaer på det kvindelige Team Veloconcept World Tour hold. 

2017 kan blive et fantastisk år - Hvis vi blot overlever kulden.