MARCELLO AND THE COFFEE CLUB

MARCELLO AND THE COFFEE CLUB
- drengene fra Castano Primo

 

Klokken er 8.00 om morgenen og jeg har en aftale med Marcello ved fabrikken hvorfra alt tøjet bliver produceret.
Jeg glæder mig - Planen er at vi skal trille formiddagstur med kaffeklubben inden jeg skal se produktionen.
Jeg er tidligt ude, får min morgenmad i Castano på en lille cafe. Kaffe og søde sager - byen er ikke stået op endnu og ligner en der gerne vil sove et par timer endnu. Fra Castano og morgenkaffen ruller jeg mod fabrikken, som ligger lidt udenfor byen. Jeg er spændt på at møde Marcello og ikke mindst kaffeklubben.
En håndfuld ryttere der cykler flere gange om ugen.

 

 

FIORENZA OG FABRIKKEN

Fabrikken ligger tæt på byen og jeg er allerede 30 min. for tidligt på den, men butikken er ved at åbne, og jeg bliver mødt af Fiorenza som er ved at gøre klar til en ny dag.
Man fornemmer hurtigt at hun har en finger med i gamet på fabrikken. Hun er ALL OVER i et højt tempo.
Butikken gøres klar, tøj stilles frem og entreen bliver fejet - alt imens de første ryttere fra kaffeklubben kommer ind på parkeringspladsen. En og en kommer de ind i butikken og gensynet med Fiorenza er glædeligt. Der bliver uddelt kindkys og højlydte grin.
Jeg forstår desværre ikke italiensk, men Fiorenza kan lidt fransk og fortæller mig at drengene er topmotiveret for dagens tur. Det går ret hurtigt op for mig at noget ikke helt er som det skal være.
Sokkerne er ikke neon-farvet og den går ikke - så Fiorenza får drengene til at skifte sokker og finder nogle frem fra butikken.

 

 

 

VI ER KLAR OG JER ER YNGST

I butikken går snakken livligt og de griner og pjatter. De kigger på ben og Fiorenza kan hurtigt se hvem der har passet sin træning. Hun kigger på mine ben og siger at drengene skal holde sig til - samtidig har de en fest over at jeg er yngste mand på holdet.
Holdet er idag på fem personer, hvor den yngste foruden mig er 68 år og ældste mand er 72 år - Sjovt.
Glæder mig til at trille med dem, og især til kaffestoppet som jo ikke bliver mere autentisk italiensk.
Kaffestop med en håndfuld gamle mænd, der har kørt på cykel hele livet og flere af dem endda tidligere proffesionelle.
Vi er klar…

 

FULD SKRUE UD AF BYEN

Vi er afsted og jeg holder mig på hjul.
Drengene trykker til fra start og jeg er noget overrasket over det tempo vi skal afsted med. Vi ruller gennem torvet i Castano, hvor jeg fik min sukkerbombe til morgenmad. Folk hilser, og det lille felt lader til at kende alle der hænger ud på torvet - men med 28 i timen er der ikke tid til snak.
"CIAO Marcello, come va..."
Vi kører mod Arona, hvor vi vil gøre et kaffestop. Det første stykke af ruten går gennem småbyer, stisystemer og langs floden til Lago di Maggiore. Jeg fornemmer allerede at de ikke triller afsted, men trykker afsted med hvad de har.


Konstant ligger der en mand i front og trækker og de ligger nærmest en og en i høj fart. Jeg hænger på hjul og prøver at snappe et par billeder af gruppen og har svært ved at fange dem i en klump.

 

 

 

 

THE GANG I ARONA

På turen stopper vi et utal af steder. De er meget opsat på at vise mig alle mulige steder, og vil gerne fotografere mig, så jeg kan få nogle turist fotos med hjem.
Efter ca. 50 km når vi Arona og det er et must at vi stopper her.
Marcello insisterer på, at vi skal have et gruppebillede på havnen med Arona-skiltet i baggrunden.
Der bliver diskuteret om det er det perfekte sted, for der ligger et slot ikke så langt herfra, som andre i feltet mener er mere egnet.
Men Marcello er "Il Capitano" og iøvrigt manden med de største lår (2. fra højre).

 

 

DAGENS STIGNING

Vi drikker kaffe på toppen af Massino Visconti. En stigning som Marcello har kørt siden han var ung og masser af gange som professionel. Han kører stigningen et par gange om ugen og med mere end 50 år i sadlen, er det blevet til mere end 5.000 opstigninger af Massino.
Den er 3,9 km. lang, har ca. 457hm og starter lidt udenfor Arona med en fantastisk udsigt til Lago de Maggiore.
Gruppen splittes så snart vi rammer foden.
Marcello og hans lidt yngre bror sætter et højt tempo fra start. De kører om kap hele vejen til skiltet - det er med nød og næppe at 3 mand hænger på til toppen.
Ved caféen diskuteres hvem der er Primo, Secondo.
Iøvrigt noget jeg hører mange gange under turen.
Primo, secondo, terzo…konkurrencen lever stadig.

ESPRESSO ER STÅENDE

Vi rammer toppen og her ligger en lille café, som de har besøgt hundredvis af gange. Fedt, fedt.
Baristaen er buttet, væggene er gule og på væggene hænger medaljer, pokaler og gamle cykelfotos - Super autentisk.
Midt i caféen er et bord, hvor der lige præcist kan sidde 5 mand.
Det bliver perfekt - her vil jeg kunne få et perfekt billede af gruppen, som jeg har haft svært ved at få holdt samlet.

Men nej, en espresso er stående og det går temmelig stærkt - de her drenge er i 70’erne, men de er på speed.
En er på vej på toilettet, en anden er i baren og får kaffen hurtigt. Der er ikke tid til at hænge ud og smide hjelmen.
Da de 2 sidste mand kommer, er de andre ude igen og klar til at cykle videre - vi skal videre.

  

  

 

RETUR TIL FABRIKKEN

Et kaffestop tager kun fem minutter og sænker ikke farten på gruppen. De ruller tilbage mod fabrikken i et tempo, der stadig overrasker mig.
Der bliver kørt et internt cykelløb, hvor målstregen er ved parkeringspladsen på fabrikken.
Turen hjem går gennem en del skovstier, små veje og småbyer.
Jeg holder bare hjul og suser på kryds og tværs af vejnettet uden at skulle tænke over retning eller om jeg ender det rigtige sted.

En ren fornøjelse! 

 

 

 

100 KM OG CA. 30 I SNIT

Jeg slipper gruppen et par km før fabrikken og på min Garmin har vi kørt omkring 95 km med et snit omkring de 30 km/t, hvilket overraskede mig en del.
Jeg havde regnet med en stille tur med en flok ældre mænd, men det var ikke tilfældet. Marcello og drengene gav den gas fra start, og havde mit italienske siddet i skabet, havde jeg nok fået en masse flere historier undervejs.
Der blev grint, spurtet og diskuteret placeringer. 

Primo, secondo, terzo - alt sammen i fantastisk stemning og sprit nye sokker.
 

Foto og tekst: Mikkel Würtz

 

Tilbage til blog